Forkøbsret for køber 1
J.nr. 2025-0096. Sælger havde sin ejendom til salg hos mægleren. Køber 1 afgav et købstilbud betinget af salg af egen bolig og af, at sælger skulle sørge for og bekoste, at 1.000 m² grund blev overført fra naboen til ejendommen. Sælger underskrev dette købstilbud. Køber 1´s frist for opfyldelse af betingelsen var 6 måneder. Sælger havde ifølge købsaftalen lov til at arbejde videre med salget for at finde en anden køber. 4 måneder senere fremkom et købstilbud fra køber 2, som sælger underskrev. Dette tilbud var højere og indeholdt ikke betingelse om udvidelse af grunden, men alene en betingelse om køber 2´s banks økonomiske godkendelse af handlen. Inden køber 1 fik forelagt køber 2´s købstilbud, gjorde køber 1 handlen endelig, og der blev gennemført et salg til køber 1. Sælger mente, at mægleren havde håndteret situationen forkert og dermed påført sælger et tab på købesummen og til udgifter til grundarealet på 1.000 m². Sælger krævede derfor erstatning og vederlagsfortabelse.
J.nr. 2025-0096. Nævnet fandt, at mægleren havde overholdt begge købsaftalers bestemmelser ved ikke at forelægge købsaftale 2 for køber 1 og bede køber 1 matche vilkårene heri, når køber 2´s forbehold og fortrydelsesret ikke var udløbet endnu. Nævnet fandt, at mægleren ved sin håndtering havde varetaget sælgers interesser, idet sælger dermed ikke risikerede at ”miste” både køber 1 og 2 og dermed ikke få solgt sin ejendom. Nævnet fandt videre ikke grundlag for at fastslå, at mægleren ikke have rådgivet sælger tilstrækkeligt om vilkårene i købsaftalerne. Nævnet kunne herefter ikke pålægge mægleren at betale erstatning til klager eller pålægge mægleren en vederlagsfortabelse.