25. juni 2025

Ejerudgiften var oplyst med et for lavt beløb i salgsopstillingen

J.nr. 2024-0142. Køber købte en ejerlejlighed via mægleren. Mægleren havde i salgsopstillingen i den årlige ejerudgift medregnet fællesudgifter med ca. 18.000 kr. Den korrekte årlige fællesudgift viste sig at være 55.000 kr. Køber af ejerlejligheden havde endvidere ikke i forbindelse med handlen modtaget oplysning om, at køber ville blive opkrævet en engangsudgift til et fælles kalkknuseranlæg i ejendommen på 2.364 kr. Køberne krævede godtgørelse for de fejlagtige fællesudgifter og erstatning for udgift til kalkknuseranlægget.

J.nr. 2024-0142. Nævnet fandt, at mægleren havde tilsidesat sine pligter ved at angive ejerudgiften med et forkert beløb i salgsopstillingen. Køber og købers advokat, hvis godkendelse handlen var betinget af, havde i forbindelse med handlen modtaget handlens dokumenter, herunder ejerlejlighedsskema udfyldt af administrator af ejerforeningen. Af dette skema fremgik tydeligt, at fællesudgifterne udgjorde ca. 4.500 kr. pr. måned. Nævnet fandt derfor ikke, at køber kunne være i god tro om, at de årlige fællesudgifter udgjorde ca. 18.000 kr. som oplyst i salgsopstillingen. Nævnet kunne dermed ikke pålægge mægleren at betale godtgørelse til køber for fejlen vedrørende ejerudgiften. For så vidt angik engangsbeløbet til kalkknuseranlægget på 2.364 kr. fandt nævnet, at mægler burde have indhentet seneste generelforsamlingsreferat og udleveret dette til køber. Mægleren burde endvidere have oplyst, at der skulle afholdes udgifter i ejerforeningen som følge af vedtagelsen af etablering af anlægget. Nævnet fandt, at mægleren som følge af sin undladelse heraf havde tilsidesat sin oplysningspligt over for køber, og pålagde mægleren at erstatte købers udgift hertil.

                                  

Klik her for at læse kendelsen