Udhus var lagt sammen med boligen
J.nr. 2024-0089. Køber købte et rækkehus. Mægleren beskrev ikke i salgsprospekt og salgsopstilling udhuset på ejendommen som udhus, men benævnte det nogle steder som ”bryggers” og andre steder som ”entre”. Mægleren havde heller ikke i oplysningerne om ejendommens arealer i salgsopstillingen anført, at en del af carportens areal var et udhus på 10 m². Mægleren oplyste mundtligt på fremvisningen af ejendommen, at udhuset var lagt til huset, og at udhuset var uopvarmet. Der var åben forbindelse mellem udhus og hus. Køber mente, at forholdene på ejendommen var ulovlige, hvilket mægleren burde have oplyst køber om, og at forholdene kunne lovliggøres ved at opsætte klimadør mellem udhuset og huset, hvorfor mægleren skulle erstatte udgiften hertil.
J.nr. 2024-0089. Nævnet fandt, at mægleren havde tilsidesat sin oplysningspligt ved hverken i salgsprospekt eller salgsopstillingen at oplyse, at rummet benævnt af mægleren som ”bryggers” og ”entre” var registreret som et udhus i BBR-registreret. Udhuset havde åben forbindelse til huset og havde ikke tilstrækkelig isolering til at kunne godkendes til beboelse. Nævnet fandt, at mægleren burde have givet klager oplysning om, at udhuset ikke var en del af beboelsen, og at det derfor næppe var lovligt, at der var åben forbindelse mellem bolig og udhus. Ved sin undladelse heraf havde mægleren handlet ansvarspådragende over for køber. Ved tillæg til kendelse af 8. maj 2025 blev mægleren pålagt at betale 10.863 kr. til køber, svarende til udgifter til opsætning af klimadør mellem bolig og udhus. (TILLÆG TIL KENDELSE kan læses i forlængelse af kendelsen afsagt den 9. januar 2025)