Manglende oplysning om opførelse af 2 ekstra etager på naboejendom
J.nr. 2024-0065. Køber købte en andelsbolig via mægleren. Ved fremvisningen af ejendommen så køber, at der var et højt stillads på nabohuset. Det viste sig, at der på bygningen overfor den ejendom, hvori andelsboligen var beliggende, var ved at blive opført yderligere 2 etager, således at udsigten fra den ene side af andelsboligen ville blive forringet. Køber mente, at mægleren havde tilsidesat sin undersøgelses- og oplysningspligt ved ikke nærmere at have undersøgt byggeriet og oplyst køber herom. Køber krævede videre, at mægleren skulle betale 150.000 kr. i erstatning til dækning af et skønnet værditab på andelsboligen.
J.nr. 2024-0065. Nævnet fandt, at mægleren i den konkrete sag nærmere burde have undersøgt byggeriets omfang og oplyst køber herom. Et flertal i nævnet fandt imidlertid, at køber ikke kunne være i god tro, idet køber, der selv var ejendomsmægler, havde set stilladset og spurgt mægleren herom, og idet køber boede i lokalområdet og derfor måtte have kendskab til byggeriets omfang. Flertallet kunne derfor ikke pålægge mægleren at betale erstatning til køber.