26. november 2024

Mæglers misligholdelse af formidlingsaftalen og vederlagskrav, når ejendom blev solgt via anden mægler

J.nr. 2024-0024. Mægler havde sælgers ejendom til salg. Mægler fik kontakt til de senere købere, der skulle have solgt deres egen ejendom. Mægler oplyste til køberne, at det var et krav fra sælgers side, at mægleren skulle stå for salget af købernes ejendom. Denne oplysning var ikke korrekt, og da sælger fandt ud af, at mægler havde givet denne fejlagtige oplysning, afbrød sælger samarbejdet med mægleren. Efterfølgende blev ejendommen solgt til køberne med bistand fra en anden ejendomsmægler. Mægleren krævede vederlag for salget under henvisning til, at handlen var indgået på baggrund af hans indsats. Sælger mente ikke, at mægleren havde krav på vederlag.

J.nr. 2024-0024. Nævnet fandt, at mægleren groft havde misligholdt aftaleforholdet mellem ham og sælger. Mægleren havde således ikke varetaget sælgers interesser, og nævnet fandt, at sælger berettiget kunne ophæve formidlingsaftalen som misligholdt og i stedet søge bistand hos en anden mægler for at få varetaget sine interesser. Allerede af denne grund fandt nævnet, at mægleren ikke kunne gøre aftalepunktet i formidlingsaftalen om krav på vederlag ved senere salg til en af ham anvist køber gældende over for sælger. Nævnet kunne herefter ikke godkende mæglerens krav på vederlag.

 

Klik her for at læse kendelsen