Kontakt
Vedtægter
Nedenstående vedtægter er godkendt af Erhvervs- og Vækstministeren    


VEDTÆGTER

 

for

 

Klagenævnet for Ejendomsformidling

 


§ 1. Klagenævnet for Ejendomsformidling er oprettet af Dansk Ejendomsmæglerforening, Forbrugerrådet og Grundejernes Landsorganisation.    

Nævnets kompetence    

§ 2.
Nævnet behandler klager fra forbrugere over statsaut. ejendomsmæglere og andre mellemmænd, der beskæftiger sig med tilsvarende virksomhedsområder eller dele heraf.   

Stk. 2. Ved nævnets definition af en forbruger tages udgangspunkt i § 1, stk. 5, i lov om omsætning af fast ejendom. Ifølge denne bestemmelse defineres en forbruger som en person, der handler med henblik på  

1) afhændelse af en ejendom, når ejendommen hovedsagelig har været anvendt ikke-erhvervsmæssigt af vedkommende, eller
2) erhvervelse af en ejendom, når ejendommen hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse af vedkommende.  

Stk. 3. En sag kan angå samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne, herunder spørgsmål om god ejendomsmæglerskik.    

§ 3. En klage kan rejses mod den, der efter retsplejelovens regler kan sagsøges ved dansk domstol om de spørgsmål, som klagen omfatter.  

Stk. 2. Aftaler om, at retstvister skal behandles ved voldgift eller andet særligt forum, udelukker ikke, at en klage kan indgives til nævnet.    

§ 4. Nævnet kan ikke behandle sager, der er afgjort ved endelig dom, gyldig bindende voldgift eller retsforlig. En voldgiftskendelse er kun bindende, såfremt forbrugeren forinden voldgiftssagen er blevet orienteret om muligheden for nævnsbehandling.  

Stk. 2. Så længe en sag verserer for nævnet, kan klagesagens parter ikke anlægge sag ved domstolene eller voldgiftsret om de spørgsmål, som klagen omfatter.  

Stk. 3. Hvis en sag er anlagt ved domstolene, og forbrugeren ønsker den indbragt for nævnet, hæver retten sagen på ubestemt tid og sender den til nævnet, medmindre det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.  

Stk. 4. Hvis en sag er rejst ved voldgift eller andet særligt forum, og forbrugeren ønsker den indbragt for nævnet, skal sagen udsættes, indtil den er behandlet af nævnet.    

§ 5. Uden for nævnets kompetence falder sager, hvis behandling i henhold til lovgivningen er henlagt til offentlige myndigheder eller andre anke- eller klagenævn.    

§ 6. Når der er truffet afgørelse i en klagesag, kan hver af parterne indbringe sagen for domstolene.  

Stk. 2. Hvis afgørelser eller forlig indgået i forbindelse med klagebehandlingen ikke efterleves, kan Forbrugerstyrelsen på forbrugerens anmodning indbringe sagen for domstolene på forbrugerens vegne, jf. dog § 21.    

Nævnets sammensætning    

§ 7. Nævnet består af en formand samt et ligeligt antal repræsentanter for forbruger- og erhvervsinteresser.  

Stk. 2. Formanden skal være dommer og må ikke have særlig tilknytning til hverken forbrugernes eller erhvervslivets organisationer. Formanden udnævnes af de stiftende organisationer i forening for en 3-årig periode med mulighed for genudnævnelse. De stiftende organisationer kan ligeledes for en 3-årig periode med mulighed for genudnævnelse udpege en eller flere næstformænd for nævnet med samme kvalifikationer som formanden.  

Stk. 3. Nævnet består endvidere af 4 medlemmer, hvoraf 1 medlem udpeges af Forbrugerrådet, 1 medlem udpeges af Grundejernes Landsorganisation og 2 medlemmer udpeges af Dansk Ejendomsmæglerforening. Alle medlemmer udpeges for 3 år ad gangen.  

Stk. 4. For hvert af de i stk. 3 nævnte medlemmer udpeges en eller flere suppleanter.  

Stk. 5. Til nævnet knyttes et sekretariat, der i sin funktion skal være uafhængigt i forhold til de stiftende organisationer.  

Stk. 6. Såfremt det er nødvendigt for behandling af sagerne, udpeger nævnet efter indstilling fra de stiftende organisationer et antal sagkyndige, der bistår sekretariatet under sagens forberedelse eller ved sagens behandling i nævnet.    

Habilitet    

§ 8.
Ingen må deltage i behandlingen af en sag, når  

1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
 2) vedkommendes ægtefælle eller samlever, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinier så nær som søskendebørn eller andre nærtstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
3) der i øvrigt foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om vedkommendes fuldstændige upartiskhed.  

Stk. 2. Den, for hvis vedkommende nogle af de i stk. 1 nævnte forhold foreligger, skal omgående underrette nævnets formand om de omstændigheder, som formenes at medføre medlemmets inhabilitet, ligesom enhver af nævnets andre medlemmer, der måtte være bekendt med sådanne omstændigheder, er forpligtet til at rejse spørgsmålet over for nævnets formand.  

Stk. 3. Nævnets formand træffer beslutning om, hvorvidt en person, som følge af bestemmelsen i stk. 1, ikke kan deltage i behandlingen af sagen.    

Sekretariatets opgaver    

§ 9.
Sekretariatet har til opgave at besvare skriftlige, telefoniske eller personlige henvendelser til nævnet og forberede klagesagerne til nævnsbehandling.  

Stk. 2. Klager skal indgives på et af nævnet udfærdiget skema og skal indeholde en fremstilling af de forhold, der ønskes undergivet nævnets bedømmelse.  

Stk. 3. Sekretariatet påser, at følgende betingelser for behandling i nævnet er opfyldt:  

1) at forbrugeren forgæves har rettet henvendelse til den erhvervsdrivende,
2) at klagegebyret er indbetalt.  

Stk. 4. En forbruger anses for at have indbragt en sag for nævnet, når den er henvist til nævnet fra domstol, voldgift eller andet særligt forum.  

Stk. 5. Nævnet kan i en forretningsorden fastsætte de nærmere regler for sagsbehandling.    

§ 10. Klager, der indsendes til nævnet, men som henhører under et andet godkendt privat klage- eller ankenævn eller under Forbrugerklagenævnet, videresendes af sekretariatet hertil. Henhører klagen ikke under et godkendt privat klage- eller ankenævns eller Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde, kan forbrugeren henvises til at anlægge sag ved de almindelige domstole, i hvilken forbindelse sekretariatet oplyser forbrugeren om muligheder for retshjælp og fri proces samt dækning af sagsomkostninger over en eventuel retshjælpsforsikring.    

§ 11. Er det utvivlsomt, at sagen falder udenfor nævnets kompetence og dermed ikke kan behandles af nævnet, giver sekretariatet forbrugeren meddelelse herom og begrunder overfor forbrugeren denne afgørelse. Forbrugeren gøres samtidig opmærksom på, at afgørelsen vil kunne indbringes for nævnet, hvilket sker ved sekretariatets foranstaltning, såfremt forbrugeren fremsætter ønske herom.    

§ 12. Sekretariatet videresender forbrugerens klage til den erhvervsdrivende til udtalelse. Når sekretariatet har modtaget svar fra den erhvervsdrivende, forelægges dette for forbrugeren til udtalelse. Sekretariatet drager i øvrigt omsorg for sagens oplysning og fremskaffer af egen drift det fornødne retlige og faktiske grundlag for afgørelsen, herunder at der indhentes en skriftlig sagkyndig erklæring, hvis det er nødvendigt for at træffe afgørelse i sagen. Sekretariatet sørger for, at hver af parterne får kendskab til oplysninger fra modparten, som er af betydning for sagens afgørelse, og til eventuelle skriftlige sagkyndige erklæringer. Sekretariatet vejleder i fornødent omfang parterne om deres retsstilling.  

Stk. 2. Sekretariatet fastsætter en frist på normalt 14 dage for parterne til at afgive de under stk. 1 nævnte udtalelser og eventuelle andre udtalelser, som sekretariatet finder påkrævet. Fristen regnes fra datoen for sekretariatets anmodning til parterne om en udtalelse. Hvis den erhvervsdrivende ikke er fremkommet med en udtalelse inden fristens udløb, kan sekretariatet afgive sagen til behandling i nævnet, der kan beslutte at træffe afgørelse i sagen på det i øvrigt foreliggende grundlag.  

Stk. 3. Sekretariatet kan søge sagen forligt mellem parterne. Ved fremsættelse af forligsforslag skal det fremgå, at sagen er behandlet af sekretariatet, og at den kan kræves forelagt nævnet.  

Stk. 4. Sekretariatet skal til hvert nævnsmøde fremlægge en oversigt over de sager, hvor der siden sidste nævnsmøde er indgået forlig med sekretariatets medvirken samt en kort angivelse af forligets indhold.  

Stk. 5. Sekretariatet afslutter sagen, hvis den erhvervsdrivende under sagens forberedelse opfylder forbrugerens krav. Det samme gælder, hvis forbrugeren frafalder sin klage.  

Stk. 6. Sager, der ikke er blevet afsluttet under den forberedende sekretariatsbehandling, behandles i nævnet.    

Nævnets afgørelser    

§ 13.
Nævnets afgørelse af de enkelte sager træffes på et møde, hvor formanden og samtlige nævnets medlemmer eller disses suppleanter deltager. Der udarbejdes referat af nævnets møder.  

Stk. 2. En repræsentant for Forbrugerstyrelsen har til enhver tid uden stemmeret adgang til at deltage i nævnets møder.  

Stk. 3. Nævnet afholder møder efter behov. Der afholdes sædvanligvis 8 til 10 møder årligt, dog minimum en gang i kvartalet.    

§ 14. Nævnet træffer afgørelse på det af sekretariatet tilvejebragte grundlag, herunder spørgsmål om betaling af gebyrer og omkostninger. Nævnet kan beslutte at udsætte sagens behandling med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger.  

Stk. 2. Nævnet kan afvise klager, som på grund af deres vanskelige eller principielle juridiske karakter eller på grund af usikkerheden om bedømmelsen af de fremkomne oplysninger eller af andre særlige grunde skønnes uegnet til behandling i nævnet. Nævnet kan endvidere afvise at behandle klager, som anses for åbenbart grundløse.  

Stk. 3. Sagkyndige kan uden stemmeret tilkaldes til nævnsbehandlingen, ligesom parter kan tilkaldes, hvis særlige omstændigheder taler herfor.  

Stk. 4. Afgørelsen træffes efter en juridisk og fagmæssig bedømmelse af sagens omstændigheder.  

Stk. 5. Afgørelser i nævnet træffes ved almindelig stemmeflerhed.  

Stk. 6. Nævnets forhandlinger er hemmelige.    

§ 15. De for nævnet rejste sager afgøres ved en kendelse. Nævnet kan ved sin kendelse afvise at behandle sagen eller afgøre den i realiteten helt eller delvist.  

Stk. 2. Nævnets afgørelser samt forlig indgået ved nævnets mellemkomst skal være skriftlige. Afgørelserne skal være begrundede. Afgørelser og forlig skal underskrives af nævnets formand eller den, han bemyndiger hertil. Der fastsættes en frist på 30 dage til opfyldelse af afgørelser og forlig.  

Stk. 3. Hvis en afgørelse beror på en flertalsbeslutning, skal mindretallet i afgørelsen begrunde sin stilling.  

Stk. 4. Hvis det af forbrugeren betalte klagegebyr skal refunderes af den erhvervsdrivende, jf. § 26, skal dette fremgå af afgørelsen.  

Stk. 5. Såfremt den erhvervsdrivende skal betale et beløb for sagens behandling, jf. § 27, skal dette fremgå af afgørelsen.  

Stk. 6. Hvis forbrugeren har fået helt eller delvist medhold, skal afgørelsen forkyndes for den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende skal i forbindelse med forkyndelsen have oplysning om, at hvis den erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen, skal dette skriftligt meddeles nævnet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen. Den erhvervsdrivende skal endvidere have oplyst, at en anmodning om genoptagelse fremsat inden for 30 dage fra forkyndelsen har opsættende virkning, samt at en afgørelse kan tvangsfuldbyrdes, hvis den erhvervsdrivende ikke inden for 30 dage fra forkyndelsen har meddelt, at den erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet, eller har søgt sagen genoptaget. Forbrugeren skal have en kopi af afgørelsen.  

Stk. 7. Hvis den erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet af den afgørelse, nævnet har truffet, skal den erhvervsdrivende skriftligt meddele dette til nævnet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen.  

Stk. 8. Er sagen indbragt for nævnet ved rettens eller en voldgiftsrets oversendelse, skal nævnet sende en kopi af afgørelsen til retten.    

§ 16. Begge parter skal underrettes om muligheden for indbringelse af sagen for domstolene, om retshjælp, fri proces eller dækning af sagsomkostninger gennem eventuel retshjælpsforsikring. Endvidere skal parterne have tilsendt vejledning om tvangsfuldbyrdelse, muligheden for genoptagelse og forbrugerens mulighed for at få Forbrugerstyrelsen til at udtage stævning på forbrugerens vegne samt dække visse omkostninger til en retssag.    

§ 17. De stiftende organisationer kan bemyndige nævnets formand til på nævnets vegne at afvise sager, som ikke skønnes egnede til behandling ved nævnet.  

Stk. 2. Afvisninger i henhold til stk. 1 ledsages af en begrundelse sammen med oplysning om mulighed for at indbringe sagen for domstolene samt om muligheden for at få retshjælp og/eller søge fri proces.    

§ 18. De stiftende organisationer kan bemyndige formanden til på nævnets vegne at træffe afgørelser i visse klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.  

Stk. 2. Bestemmelserne i § 14, stk. 4 og § 15, stk. 2, 4, 5, 6, 7 og 8 og § 16, finder tilsvarende anvendelse på formandsafgørelser efter stk. 1.  

Stk. 3. Sager, hvori formanden har truffet afgørelse på nævnets vegne, skal forelægges på næstkommende nævnsmøde. Hvert af nævnets medlemmer kan på dette møde beslutte, at sagen skal undergives almindelig nævnsbehandling.    

§ 19. Nævnet tilsender efter hvert kvartal Forbrugerstyrelsen kopi af de af nævnet trufne afgørelser, herunder afvisninger.    

Genoptagelse    

§ 20.
Formanden kan beslutte, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler herfor, herunder navnlig i tilfælde af:  

1) lovligt forfald hos en part, som ikke har ytret sig i sagen,
2) nye oplysninger, som – hvis de havde foreligget under nævnsbehandlingen – må antages at ville have medført et andet udfald af sagen.  

Stk. 2. En anmodning fra den erhvervsdrivende om genoptagelse af klagesagen, der er indgivet skriftligt til nævnet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen, har opsættende virkning. Fristen på 30 dage regnes herefter fra det tidspunkt, hvor anmodningen om genoptagelse er blevet afvist, eller hvor nævnet har truffet afgørelse i genoptagelsessagen.  

Stk. 3. Anmodninger om genoptagelse, der indgives af den erhvervsdrivende senere end 30 dage efter forkyndelsen, afvises.    

Tvangsfuldbyrdelse    

§ 21.
Nævnets afgørelse i klagesagen kan tvangsfuldbyrdes i forhold til den erhvervsdrivende efter udløbet af 30 dage efter forkyndelsen eller afvisningen af genoptagelsen, medmindre den erhvervsdrivende forinden har givet skriftlig meddelelse til nævnet om, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.  

Stk. 2. En anmodning til fogedretten om tvangsfuldbyrdelse skal være bilagt den nævnsafgørelse, der danner grundlag for anmodningen om tvangsfuldbyrdelse, og en erklæring fra nævnet om, at den erhvervsdrivende ikke inden for 30 dage efter forkyndelsen eller afvisningen af genoptagelsen har meddelt, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.    

Information og offentliggørelse    

§ 22.
Nævnet skal have en hjemmeside, som skal indeholde de væsentligste informationer om nævnet og dets formål, herunder kompetence, klageadgang, sagsbehandlingstid samt nævnets afgørelser.  

Stk. 2. Forbrugerens navn anonymiseres ved offentliggørelsen af nævnets afgørelser, jf. stk. 1.    

§ 23. Nævnet offentliggør på hjemmesiden i en særskilt liste navne på de erhvervsdrivende, som ikke efterlever nævnets afgørelser.  

Stk. 2. Såfremt en afgørelse er indbragt for retten, kan offentliggørelse efter stk. 1 ikke ske, før endelig afgørelse fra retten foreligger.  

Stk. 3. Såfremt der er sket offentliggørelse af navnet på en erhvervsdrivende, og afgørelsen efterfølgende efterleves, skal oplysningerne om den erhvervsdrivende slettes fra listen på hjemmesiden.  

Stk. 4. Oplysninger om en sag kan ikke fremgå af listen på hjemmesiden i mere end 1 år.    

§ 24. Enhver kan ved henvendelse til nævnets sekretariat forlange at blive gjort bekendt med nævnets afgørelser, hvis disse kan identificeres. Navne på forbrugere skal anonymiseres. Sekretariatet kan enten ved fotokopi eller elektronisk fremsende kopi af afgørelser. Sekretariatet kan til dækning af omkostningerne fastsætte et gebyr for sekretariatets udlevering af afgørelser.    

Gebyr og omkostninger    

§ 25.
Ingen af parterne betaler omkostninger ved nævnsbehandlingen til den anden part.    

§ 26. For behandling af en klage ved nævnet skal forbrugeren betale et gebyr. Gebyrets størrelse fremgår af vedtægternes bilag 1.  

Stk. 2. Får forbrugeren hel eller delvist medhold i sin klage, pålægges den erhvervsdrivende ved nævnets afgørelse at refundere forbrugeren det til nævnet indbetalte gebyr. Får forbrugeren ikke medhold i sin klage, refunderes intet. Såfremt klagesagen afvises som uegnet til behandling i nævnet, eller såfremt sagen afsluttes på sekretariatsplan uden forelæggelse for nævnet, tilbagebetaler nævnet hele det indbetalte gebyr til forbrugeren.  

Stk. 3. Ved sagens begyndelse orienteres den erhvervsdrivende om muligheden for, at den erhvervsdrivende jf. stk. 2 kan blive pålagt at refundere forbrugeren det af denne til nævnet indbetalte gebyr.  

Stk. 4. Hvis den erhvervsdrivende ikke inden 2 måneder efter nævnets afgørelse har refunderet forbrugeren gebyret, hæfter nævnet over for forbrugeren for betalingen af gebyret.    

§ 27. Erhvervsdrivende, der ikke løbende bidrager til nævnets drift via medlemskab af Dansk Ejendomsmæglerforening, skal betale et beløb for nævnets behandling af sagen, hvis  

1) forbrugeren får helt eller delvist medhold i sin klage, eller
2) sagen forliges ved nævnets mellemkomst.  

Stk. 2. Beløb nævnt i stk. 1 fremgår af vedtægternes bilag 2.  

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte beløb fastsættes som et standardbeløb, som meddeles den erhvervsdrivende allerede ved sagens begyndelse.    

Regnskab og drift    

§ 28.
Dansk Ejendomsmæglerforening afholder de omkostninger, der er forbundet med nævnets virksomhed, herunder honorar til nævnets formand, aflønning af nævnets sekretariatsansatte, aftalte honorarer til forbrugerorganisationerne for deres deltagelse i nævnet og udgifter til indhentelse af de sagkyndige erklæringer, som nævnet skønner nødvendige til behandling af en sag.  

Stk. 2. De stiftende organisationer fastsætter selv honoreringen af deres udpegede nævnsmedlemmer.    

§ 29. Nævnet udarbejder årligt et regnskab, en opgørelse over omkostninger forbundet med behandlingen af sager samt en årsrapport om aktiviteterne i det forløbne år og administration i øvrigt. Der skal heri tillige oplyses om efterlevelsesprocent på afgørelserne. Kopi af disse sendes til Økonomi- og Erhvervsministeriet, Forbrugerstyrelsen samt de stiftende organisationer.  

Stk. 2. Regnskabsåret er kalenderåret.    

Vedtægtsændringer    

§ 30.
Til vedtagelse af ændringer af nærværende vedtægter kræves enighed mellem de stiftende organisationer. Vedtægtsændringerne skal godkendes af økonomi- og erhvervsministeren.    

Opløsning af klagenævnet    

§ 31.
De stiftende organisationer kan med 1 års varsel opsige aftalen, hvorved nævnet opløses. Organisationerne forpligter sig til at færdigbehandle alle verserende sager, herunder de i opsigelsesperioden indkomne sager. Dansk Ejendomsmæglerforening forpligter sig til at bære omkostningerne herved.    

Overgangsbestemmelser    

§ 32.
Bestemmelserne i § 15, stk. 6 og 7, § 16, § 20, stk. 2 og 3, og § 21, finder kun anvendelse på sager indbragt for nævnet efter 1. januar 2010.             


BILAG 1  

Klagegebyr 
 

I dette bilag fastsættes det klagegebyr, som en forbruger skal betale for sagens behandling i nævnet, jf. vedtægternes § 26, stk. 1.  

Gebyr for klagesager, som vedrører krav til og med kr. 15.000,00: kr. 250,00  

Gebyr for klagesager, som vedrører krav over kr. 15.000,00 til og med kr.  25.000,00: kr. 400,00  

Gebyr for klagesager, som vedrører krav over kr. 25.000,00: kr. 700,00        


BILAG 2  

Standardbeløb  

I dette bilag fastsættes det standardbeløb, som erhvervsdrivende, der ikke løbende bidrager til nævnets drift via medlemskab af Dansk Ejendomsmæglerforening, skal betale for sagens behandling i nævnet, jf. vedtægternes § 27.  

Standardbeløb i sager, hvor forbrugeren får helt eller delvist medhold i klagen: kr. 10.000,00 + moms 

Standardbeløb i sager, hvor sagen forliges ved nævnets mellemkomst: kr. 5.000,00 + moms